Tag i Musikteatret og oplev 80’er musicalsuccesen ELSK MIG I NAT

Foto: Pressefoto. Oplev et hav af stjerner, når ELSK MIG I NAT gæster Musikteatret Holstebro.
Profilbillede
dato

Fra den 21. – 29. april kan det nord- og vestjyske publikum opleve bl.a. Szhirley, Jimmy Jørgensen, Maria Corydon og mange flere på scenen hos Musikteatret Holstebro, når 80’er musicalen ELSK MIG I NAT vender tilbage. ELSK MIG I NAT er den første i en række af musicals, der kommer til Holstebro som et led i Musikteatrets store satsning, og den nye opsætning er skabt i samarbejde mellem Musikteatret Holstebro, Vejle Musikteater og selskabet One and Only.  

Én af de allerstørste danske musicalsucceser får nyt liv og vender tilbage. 220.000 begejstrede publikummer har siden urpremieren på Østre Gasværk Teater i 2009 set megasuccesen ELSK MIG I NAT, og nu vender storhittet tilbage i en splinterny version – for første gang i 10 år.

Det bliver i en ny stor opsætning med ny iscenesættelse, scenografi og koreografi samt en skøn blanding af nye og gamle navne, og som det eneste sted i Nord- og Vestjylland kan musicalen opleves hos Musikteatret Holstebro.

Led i en større satsning  
ELSK MIG I NAT er den første i en lang række af musicals, der kommer til Holstebro i løbet af de kommende år. Ifølge Musikteatrets direktør, Anders Jørgensen, er der stor interesse for og efterspørgsel på musicals fra publikum, og det er også derfor, at Musikteatret Holstebro satser på de mange musicals.  

”Musicals rummer både teater og musik og er derfor en oplevelse, der kan nydes af mange – både store og små. Vores største ambition er at give vores gæster fede oplevelser, som de kan være fælles om, og det må man sige, at musicals formår."

Publikum i Nord- og Vestjylland kan forvente yderligere stærke musicaltitler de kommende år, som sløret dog ikke helt kan løftes for endnu.  

30 af de største danske 80’er-hits  
ELSK MIG I NAT er en festlig, varm og livsbekræftende tur gennem 30 af de allerstørste danske 80’er-hits inkl. Glor på vinduer, Den jeg elsker, Ridder Lykke, Dig & mig, Vilde kaniner, Mine øjne de skal se, Magi i luften, Venus og naturligvis titelnummeret Elsk mig i nat.

Og med musik af bl.a. Thomas Helmig, Sneakers, TV2, Gnags, Tøsedrengene, Rugsted-Kreutzfeldt, Sanne Salomonsen, Ray Dee Ohh, Anne Linnet, Lis Sørensen, Tøsedrengene, One Two, Rocazino, Lars H.U.G., News og Halberg Larsen. 

En historie om venskab og kærlighed
Sui, Iben, Pia, Frederik og Otto spillede i deres teenageår i bandet Up Front. Sui, som var forsanger i bandet, fik pludselig et tilbud fra USA og tog af sted for at gøre karriere uden at informere resten af bandet. Mange år efter mødes bandet igen på et gods i Danmark. Det er Sui, der har samlet gruppen for at dele en tragisk hemmelighed som snart vil ændre livet for dem allesammen… 

ELSK MIG I NAT fortæller en enkel og gribende historie om en række mennesker, der bliver mindet om de drømme, de engang turde have, det liv der dengang var muligt – og om den kærlighed de måske kan få lov at opleve igen.  

ELSK MIG I NAT har premiere på Scandic Falkoner på Frederiksberg 16. marts 2022 og rykker derefter vestpå, hvor den først opføres i Musikteatret Holstebro og siden i Vejle Musikteater.  

Læs mere på og køb billetter her.

Kilde: HAVE Kommunikation og PR
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook