Af: Bent Vium
Dansk trio spiller Johnny Cash’s udødelige sange og melodier, og Musikskolen spiller indgangsmusik fra kl. 17.45.
- Det bliver den verdensberømte, amerikanske vokalgruppe The Drifters, der blev dannet i 1950’erne, som skal lukke og slukke for såvel sommerkoncerterne i år som den gamle scene i Lystanlægget den 7. september, siger Kulturperlens formand Poul Hornshøj.
Det bliver med et ordentligt brag til sidst, og så skal vi i gang med at bygge en ny stor scene, som skal være færdig til foråret, inden koncerterne begynder i 2023, og hvor Lystanlægget fylder 200 år.
Drifters har fostret mange kendte solister, blandt andre Ben E. King. Gennem de mange år har der været dannet flere Drifters grupper, blandt andet de originale Drifters, the new Drifters og flere andre. Flere gange er det endt i retssager, om hvem der har rettighederne til at bære navnet.
I alt har over 60 sangere været med i Drifters grupper. Nogle af gruppens mest berømte sange er “There goes my Baby”, “Up on the Roof” og “On Broadway”, der alle fik høje placeringer på den amerikanske top hitliste.
Gruppen præsenteres i Holstebro med den originale forsanger, Ray Lewis, i front. Ray Lewis blev født i Los Angeles og voksede op med at synge i kirken. Et af hans første job som forsanger var at genindspille alle de originale Drifters hits, så offentligheden kunne genkende ham som The Drifters stemme.
Han optrådte sammen med Bill Fredericks, Johnny Moore og Ben E. King og endte med at blive et af længst tjenende medlemmer i bandet, inden han i 1980’erne trådte ud af gruppen for at forfølge en solokarriere, men er nu tilbage, og vi er glade for, at han er med i Lystanlægget, som han også var sidste gang gruppen besøgte os, siger Poul Hornshøj.
JOHNNY HORSEPOWER SPILLER CASH ALIVE.
Hvornår har du sidst været til koncert med Johnny Cash? Og har du egentligt nogen sinde været til koncert med ham. Det er der nok mange, som siger nej til, men kender hans musik.
Den 7. september kan du opleve mandens udødelige klassikere leveret så ærligt og autentisk, at hvis du lukkede øjnene så...
Johnny Horsepower (Cash Cover) er Danmarks og Skandinaviens eneste autentiske ALIVE Johnny Cash Trio.
Med udgangspunkt i den traditionelle instrumentering og udtryk fra 50'erne fortolker bandet samtlige musikalske perler fra Johnny Cash' enorme bagkatalog. Oplev hits som Ring of Fire, Folsom Prison Blues, I Walk the Line, San Quentin og mange flere, siger formanden..
Johnny Horsepower har base i København og turnerer over hele Europa, hvor de er kendt for deres indlevende sceneoptræden og intense stemning. Et absolut must for Johnny Cash og country/root fans.
- Det må være det tætteste, du kommer på en koncert med "The Man in Black" på dansk jord, siger formanden, som håber på mange gæster i Lystanlægget for at tage afsked med sommerkoncerterne og den gamle scene.
- Der bliver en overraskelse ”med knald på” til slut, lover Poul Hornshøj.
Johnny Horsepower (Cash Cover) er Danmarks og Skandinaviens eneste autentiske ALIVE Johnny Cash Trio. (Foto: Kulturperlen)